Hvornår kommer der vækkelse ifølge Joels bog?

April 21, 2009 by rene · Leave a Comment 

I Joels bog er der en interessant hentydning til hvornår der kommer vækkelse. Joel var en af de små profeter i det gamle testamente. Der står noget som burde få os til at tænke over hvad der forventes af os, før der kommer vækkelse. Eller nærmere sagt af præsterne. Forklaring følger.

I starten af Joels bog læser man en masse om forbandelse død og ødelæggelse, som Gud vil sende over Israel. Det er ikke rare sager som Han vil sende. Se blot her:

“Marken er ødelagt,
agerjorden sørger;
ja, kornet er ødelagt,
mosten slår fejl,
olien sygner hen.
Bønderne bliver til skamme,
og vindyrkerne jamrer
over hveden og byggen,
for høsten på marken slog fejl.
Vinstokken tørrer ud,
figentræet sygner hen,
granatæbler, palmer og æbletræer
– alle markens træer visner.
Ja, glæden er gjort til skamme
blandt menneskene.”
Joel 1.10-12

Det er jo ikke det man har allermest lyst til at høre, men det var Herrens ord. Det fortsætter med at blive endnu værre i andet kapitel. Men i vers 17 står der så:

“Mellem forhallen og alteret
skal præsterne, Herrens tjenere,
græde og sige:
»Vær barmhjertig mod dit folk, Herre!
Gør ikke din ejendom til spot,
så folkeslagene håner den.
Hvorfor skal man sige blandt folkene:
Hvor er deres Gud?«”

Før dette vers kan man læse at det var folket der skulle græde og faste, men her er det præsterne der skal græde. Og hvad sker der så når præsterne begynder at græde? Når man læser videre ser man at velsignelsen kommer. Først da vil Herren skåne sit folk, når præsterne begynder at græde. Hvordan velsignelsen er kan læses i Joels bog kapitel 2 fra vers 18-27.
Hvor mange af vor tids præster græder? Hvor mange af dem græder over vort lands synd? Hvor mange af dem græder over kirkens synd? Hvor mange af dem tørster efter at forkynde det ord Gud har skænket os, klart og tydeligt så vi ikke er i tvivl om hvad Guds vilje er? Hvor mange af præsterne græder over deres egen synd?

For hvis vi virkelig ønsker at der kommer vækkelse fra Gud, så vid dette: Den starter i Guds folk, og hele Guds folk er et helligt præsteskab (første Peter 2.9). Hvis ikke de græder over deres egen og landets synd, så får vi ikke den vækkelse vi så gerne vil have. Ligegyldigt hvor mange profeter der profeterer om det, og hvor meget der står i vores kristne medier om det. Først når Guds folk bliver vækket, vil dette land opleve at blive vækket. Tør vi se på os selv for at finde ud af om vi er vækket?